Hvor kulturen mødes
Hvor kulturen mødes – Hvad sker der, når et kulturhus tager form?
Varde Teater- og Musikhus er ved at blive bygget på stålværksgrunden midt i Varde by og vi har derfor inviteret vores kommende naboer til at deltager i en fælles udstilling om visionerne og drømmene for Vardes nye kulturhus.
Udstillingen er et samarbejde mellem Varde Teater- og Musikhus, foreningen Kunstlab, Teatret 7-kanten og Musik og Billedskolen.
Med kunstværker, scenografi, kostumer, musik og børns fortolkninger af scenekunst tegnes et billede af et hus, hvor kulturen får plads – og mennesker mødes.
Udstillingen kan ses i KunstLab i hele maj måned og er gratis at opleve.
Der er åbnet alle hverdage fra kl.9-17 og weekend kl.12-16.
Og lidt om udstillingens fire aktører:
Varder Teater- og Musikhus bliver Varde kommunes nye kultur- og foreningshus. Et åbent, kulturhus drevet af fællesskab, hvor professionelle rammer muliggør frivillighed, foreningsliv og lokal kulturudvikling.
Foreningen Kunstlab i Varde blev etableret 2015, som en del af Kulturspinderiet på Vestervold. Ved nedrivning af det gamle stålværk, valgte man at renovere og bevare Laboratoriet- og kalde det KunstLab. Det har siden fungeret som galleri og kreativt værksted for både amatører og kunstnere i Varde kommune.
Teatret 7-kanten er en af Danmarks største amatørteaterforeninger, som siden 1970 har skabt og opført et væld af skønne teaterforestillinger. Årets højdepunkt er Varde Sommerspil, der spilles på Friluftsscenen i Varde og som tiltrækker flere tusinde gæster. Teatret 7-kanten bliver en fast beboer i Varde Teater- og Musikhus.
Musik og Billedskolen er Vardes kreative frirum, der tilbyder undervisning til børn, unge og voksne der finder glæde og inspiration i musik og billedkunst. Skolen skaber rammer for kunstnerisk og musisk læring gennem undervisning af høj kvalitet.