Byggeriet

Inspirationen til Varde Teater- og Musikhus udspringer af områdets særlige historie omkring det gamle stålværk. Byggeriet er skabt som en naturlig fortsættelse af den kraftfulde industriarkitektur, hvor de oprindelige stålhallers monumentale skala danner udgangspunkt. Samtidig er den nye bygning tilpasset de omkringliggende huses proportioner, så helheden i bybilledet bevares.

Huset vil markere sig som et imponerende og centralt element i Vardes byrum, placeret ved Kulturspinderiet på den gamle stålværksgrund. Arkitektfirmaet LETH & GORI vandt konkurrencen om udformningen, og ambitionerne er høje: der er kræset for både de store linjer og de små detaljer, ude som inde. Arkitekterne beskriver selv projektet som en “stemningsfuld teatermaskine fuld af overraskelser, forvandlinger og fortællinger”, hvor kontrasterne mellem det rå og det forfinede skaber en levende arkitektur.

Ved at forbinde scener og sale med store porte og højloftede foyerrum, der åbner sig mod Kulturspinderiets pladser, bliver huset en integreret del af byens liv. Det er tænkt som et hus, der kan tåle at blive brugt til store og små oplevelser. 

Indenfor rummer bygningen to store sale: det gamle Smedeværksted og en nyopført sal, begge fleksible til både siddende og stående arrangementer. Hertil kommer en mindre sal på første sal samt møde- og grupperum, der giver plads til mange forskellige aktiviteter. Som en del af projektet opføres også Tøjhuset, der skal fungere som kostumelager for 7-Kanten.

Huset skal gerne stå færdigt i efteråret 2026 og være helt klar til brug i januar 2027. 

    View Ankomst Dag 1
    View Dansesal 1
    View Backstage 1
    View Interi›R Foyer 1.2
    View Teatersal Forestilling 1