Glæd dig
Midt i Varde rejser sig et nyt kulturelt samlingspunkt – et hus skabt til store og små oplevelser. Inspireret af stålværkets industrielle arv og med arkitektur i særklasse bliver det et sted, hvor teater, musik og fællesskaber mødes. Her kan borgere og foreninger skabe liv gennem forestillinger, koncerter, festivaler og events.
Varde Teater- og Musikhus bliver ikke blot en scene, men et levende foreningshus, hvor kultur og kreativitet får plads til at vokse. Et hus til oplevelser. Et hus til fællesskab. Et hus til Varde.
Huset er under opførsel nu, men forventes færdig i ultimo 2026.
Du kan følge med i processen her:
Tankerne bag
Drømmen om Varde Teater- og Musikhus tog sin begyndelse i 2020, da teaterforeningen 7-Kanten indledte en dialog med Varde Kommune om at skabe et nyt hus til teaterforestillinger og kulturarrangementer. Kort efter trådte den selvejende institution Smedeværkstedet ind i samtalen, og sammen begyndte man at forme de første streger til projektet sammen med Varde Kommune.
Snakken bredte sig hurtigt til andre kulturaktører i byen, som bidrog med idéer og ønsker til, hvordan et nyt kulturhus kunne blive et samlingspunkt for Varde som en aktiv del af Kulturspinderiet på den gamle stålværksgrund. En bestyrelse blev nedsat, og den har siden spillet en central rolle i at sikre finansieringen.
Bestyrelsen:
-
Jens Bach Mortensen, formand
-
Sandie Eis Ravn, næstformand,
Kultur og Fritidsudvalget i Varde Kommune -
Erling S. Pedersen, bestyrelsesmedlem
-
Ulla Adolf, Teatret 7-kanten
-
Flemming Bynge, Smedeværkstedet
-
Karoline Klaksvig, Kommunaldirektør i Varde Kommune
Opførelsen af huset er gjort mulig med støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formål, Lokale og Anlægsfonden, 7-Kanten, Smedeværkstedet og Varde Kommune. Hertil kommer bidrag fra lokale virksomheder og privatpersoner, som med deres donationer har vist, at huset er et fælles projekt båret af hele byen.
Varde Teater- og Musikhus er organiseret som en erhvervsdrivende fond, og en projektleder er allerede ansat til at fylde huset med liv, arrangementer og aktiviteter.